<<   Kapitel 17  >>



17:1 Hovedårsagen til alle menneskers bekymringer og ulykker er misundelse. I Bhagavad Gita’en finder vi, at Krishna fra tid til anden advarer Arjuna: ”Arjuna! Du må være fri for misundelse. Bliv ikke smittet med misundelse”. Misundelse er uvægerligt ledsaget af had. Disse to er tvillingeskurke. De er ødelæggende pestilenser. De angriber selve din personligheds rødder.

17:2 Et træ stråler måske i al sin glans med blomster og frugter. Men når de skadelige orme går i gang med rødderne, forestil dig så hvad der sker med glansen! Mens vi med beundring ser på dets skønhed, visner blomsterne, frugterne falder af, og bladene bliver gule og spredes for vinden. Til sidst tørrer selve træet ud, det dør og vælter. På samme måde når misundelse og had hjemsøger hjertet og begynder at virke. Så vil mennesket ”vælte”, ligegyldigt hvor intelligent og højt uddannet det er. Det bliver forandret til en fjende af samfundet. Det bliver mål for latterliggørelse, da det ikke længere er menneskeligt. Det kan ikke regnes for et medlem af samfundet. Til sidst vil selv dets betroede venner forlade det og blive dets fjender. Mennesket mister sin omgangskreds respekt og vækker end ikke almindelig høflighed hos andre. Det tilbringer sine dage i evig elendighed.

17:3 Ingen fjende kan være så lumsk som jalousi. Nogen er plaget af jalousi, når de ser en person, der er stærkere eller mere velinformeret, eller har et større ry eller større rigdom, eller er smukkere eller endog har bedre tøj på. De finder det vanskeligt at erkende og acceptere situationen. Deres sind søger måder at nedværdige og ydmyge dem på i andre folks øjne. Sådanne tilbøjeligheder og onde tendenser bør aldrig slå rod i studerendes og uddannedes sind. Disse tilbøjeligheder bør ikke forurene deres karakter.

17:4 Studerende skal lære at være lykkelige og glade, når andre hyldes som værende gode og bliver respekteret for deres dyder og de idealer, der for dem er dyrebare. De skal vikle et frisindet syn og rene motiver. De skal altid være årvågne overfor, at misundelsens dæmon ikke besætter dem. Denne dæmon vil helt sikkert ødelægge alt, hvad der er dyrebart. Den vil ødelægge deres helbred og skade deres fordøjelsessystem. Den vil frarøve dem søvnen. Den vil undergrave deres fysiske og mentale modstandskraft og hensætte dem til en tilstand af kronisk fortærelse.

17:5 Studerende skal beslutte sig for at efterligne dem, der er bedre end dem selv og opnå den samme værdsættelse. De bør stræbe efter at opnå viden og få lige så høje karakterer som andre. Det er den rigtige ambition at have. Hvis de i stedet ønsker andres undergang, så de selv står tilbage som de succesfulde, så afslører de deres dyriske natur. Det vil føre dem til fortabelse. Det er en dødelig virus.

17:6 Det at rose sig selv og fordømme andre er ligeså dødeligt. At forsøge at skjule ens usselhed og ondskabsfuldhed og foregive at være god ved at retfærdiggøre ens egne fejl og overdrive ens forpligtelser – dette er også ødelæggende karaktertræk. Lige så ødelæggende er vanen med at ignorere det gode i andre og udelukkende ihærdigt lede efter deres fejl. Sig aldrig noget, der nedværdiger andre. Når I er venlige mod hinanden, og virkelig kan lide hinanden, så vil I helt sikkert opfatte det som godt, ligegyldigt hvad de andre laver. Når tiderne skifter, og I ikke kan lide den samme person, så vil selv det gode hun gør blive opfattet som dårligt. Begge disse reaktioner er forkerte. De er overhovedet ikke anbefalingsværdige. I Sumathi Sathaka er der et vers, der lærer jer dette: ”Oh sumathi! (en person med en høj intelligens) Du skal vide, at hvad der er forkert, er rigtigt, og hvad der er rigtigt, er forkert – når venskabet er stærkt og venskabet er forsvundet”.

17:7 En studerende må forvandle sig til en sumathi. Hun bør undgå at blive en durmathi (en person med fordærvet og forurenet intelligens). En stor bunke brænde kan blive reduceret til aske af en lille gnist af ild. En dråbe gift kan gøre en kande mælk helt udrikkelig. Misundelse og had er de gnister, der ødelægger alle de opsamlede dyder i mennesket.

17:8 Studerende skal øve sig i konstant at være årvågen overfor deres følelser og reaktioner. De skal holde uselviskhed, misundelse, vrede, grådighed og lignende tilbøjeligheder fra at komme ind i deres sind. Disse udgør et net, der fanger personen. Disse fejl overmander og undertrykker det hellige i mennesket, så det ikke længere kan påvirke hende. Personen vil forglemme sig og opføre sig som andre ringere individer gør, individer der er ramt af vanvid. Hun vil sladre løs, alt efter hvad hendes tunge befaler, uden hensyn til konsekvenserne – gode eller skadelige. Hun vil beskæftige sine hænder med det arbejde, som hænderne foretrækker.

17:9 Misundelse standser ikke ved denne række af fortrædeligheder. Den får jer til at fryde jer over at skandalisere andre. Denne ondskab er udbredt blandt ungdommen. Den falder dem naturligt, for den er et tegn på uvidenhed. For at komme af med denne vane skal du, tidligt om morgenen og før du går i seng, ofre noget tid på at undersøge sindet og gennemgå de fejl, der har sikret sig fodfæste i det. Du skal bede til Gud om, at Han redder dig fra disse tilbøjeligheder. Når du først har vundet Guds Nåde, kan du slappe af i forvisning om, at sådanne tilbøjeligheder ikke vil misdanne din karakter. Den skarpsindige studerende kan genkendes ud fra det gode selskab, hun er i, det gode arbejde hun finder fornøjelse i, og de gode ord hun udtaler.

17:10 Det er årsagen til, at Jeg ved mange lejligheder understreger: ”Øjne der søger det onde, ører der finder velbehag i det onde, tunger der bønfalder det onde, næser der nyder det fordærvede, og hænder der finder fornøjelse i det onde – alle disse skal fuldstændigt undgås”. Du skal undgå enhver, der har nogen af disse. Ellers vil din fremtid helt sikkert blive ulykkelig. De fem indriya’ers (sansers) fejltagelser vil resultere i ødelæggelsen af de fem prana’er (livsenergier) og drabet på de fem kosa’er (hylstre). Selvfølgelig giver sanserne forbigående glæder og fornøjelser, men som man siger: ”Senilitet ligger på lur”. Sanselige fornøjelser forårsager ret snart stor sorg.

17:11 Mere end nogle andre kvaliteter trænger studerende til at få tro på sig selv. Fraværet af selvtillid markerer begyndelsen på ens forfald. I dag står verden overfor ødelæggelse og ulykke, fordi folk har mistet tilliden til sig selv. Alene selvtillid er i stand til at skænke fred og velstand til alle. Selvtillid modtager noget godt alle vegne; selvtillid er æret alle steder. Alt hvad selvtillid rører ved bliver til guld. Når en person ikke tror på sig selv, hvordan kan hun så tro på andre? Selvom hun har sådan en tro, kan den ikke være oprigtig og fast. Den er i bedste fald kunstig og overfladisk. En sådan person vil ikke have tro på sin moder, fader, kone eller børn. Hun eller han foregiver at tro, det er det hele. De opfører sig upålideligt, og vil måske endda såre forældrene.

17:12 Derfor er selvtillid helt nødvendigt for enhver studerende. Studerende skal læse bøger om personer, der holdt sig til retfærdigheden og levede hæderlige liv. De skal udvikle tro på de moralske regler, der er fastlagt i Dharma Sastra’erne (regler for korrekt handlemåde) i stedet for at tilsidesætte dem. Purana’erne (tekster der uddyber de rammende sandheder, der er bevaret i veda’erne) tilvejebringer grundlæggende idealer for jeres velfærd og fremgang.