<<   Kapitel 18  >>


18:1 Lærerne åbenbarer retningen og målet. De studerende anlægger vejen og tilrettelægger rejsen ind i fremtiden. Menneskehedens evne og styrke, position og status er formet og er blevet fremmet alt efter deres læreres kvalitet og karakter. Karakter er menneskets adelsmærke. Lærerne skal tilegne deres undervisning og viden til den store opgave, det er at hæve eleverne op på højere niveauer med hensyn til viden og handling. De dyder de hjælper med at indskærpe hos deres elever, er også grundlæggende for højnelsen af samfundet. Når dyder er rodfæstet i hjertet, skinner mennesket i sin fulde glans. Et liv uden en god karakter er en helligdom uden et lys, en mønt der er forfalsket, en drage med en knækket snor.

18:2 Lærere der underviser med tankerne på den løn, de får, og studerende der lærer med tankerne på det arbejde, de måske kan skaffe sig, følger begge forkerte veje. Rent faktisk er det lærerens opgave at frigøre sig fra sin pligt til at instruere og i stedet inspirere de studerende, så de udvikler deres latente talenter, så de gør fremskridt i forbindelse med at udnytte deres evner fuldt ud. Den studerendes opgave er at åbenbare det guddommelige i sig og udruste sig med evner og viden, så hun kan tjene samfundet.

18:3 Mennesket er begavet med tre redskaber: Sindet der medfører, det kan tænke; evnen til at tale der gør det i stand til at kommunikere sine tanker; evnen til at handle gennem hvilken det kan effektuere sine tanker - alene eller med andre, for sig selv eller for andre. Sindet konstruerer tanker, der enten er nyttige eller skadelige. Sindet kan føre mennesket til trældom, til dybere indvikling i begær og skuffelser. Det kan føre mennesket til frihed, ikke-tilknytning og til at være fri for begær. Sindet er et bundt sympatier og antipatier. Sindet (manas) er manana’s sæde (der hvor man tygger drøv på sanselige og mentale erfaringer).

18:4 Sindet er engageret i to aktiviteter: Planlægning og dialog. De følger begge forskellige retningslinier. Planlægning i forbindelse med at være stærkt optaget af at løse de problemer, der fremstår lyslevende i sindet. Dialog mangedobler problemerne og forvirrer løsningerne, idet den forårsager forvirring og godkender forkerte og ødelæggende metoder at løse dem på. Den indre samtale og polemiske snakken fortsætter fra morgen til aften, indtil søvnen overtager sindet. Dette forårsager dårligt helbred og en tidlig overgang til alderdom. De emner snakken drejer sig om, er for det meste andres fejl og svagheder og deres held og uheld. Denne evindelige dialog er grundlaget for alle menneskets elendigheder. Den dækker sindet med tykt mørke. Den vokser meget hurtigt vildt, og undertrykker menneskets virkelige værd.

18:5 Den ”snakken” der fylder sindet i løbet af den vågne periode, bliver endog stædigt ved i drømme og frarøver mennesket den hårdt tiltrængte hvile. Essensen af alle disse bekymringer er sandt at sige: Intet! Ingen ting! Intet menneske kan kalde sig selv for fuldstændig eller fri, medmindre det får held med at stoppe dette onde.

18:6 Upanishad’erne kundgør, at man kan anvende bestemte helbredende åndelige øvelser (sadhana’er) til at komme af med denne hindring for indre fred. Den først sadhana er pranayama, regulering af åndedrættet. Pranayama er ingen gymnastisk eller drabelig øvelse. Indåndingen af luft er pooraka; udåndingen er rechaka. Tilbageholdelsen mellem disse er kumbhaka. Sindet skal koncentrere sig om tilbageholdelsesperioden og om indåndings- og udåndingsprocessen. Når opmærksomheden er fokuseret på denne måde, vil den indre samtale om andre irrelevante emner slutte, og du vil erhverve dig mental styrke.

18:7 Den anden sadhana er: Fordybelse i karma, velgørende aktiviteter – det vil sige tjeneste til andre mennesker, tjeneste der vil hjælpe med at formindske ego-følelsen, handlinger der er gode og guddommelige. Når dine tanker er beskæftiget med sådanne aktiviteter, vil sindet vende sig væk fra den samtale, det ellers hengiver sig til.

18:8 Desuden er følgende åndelige øvelser blevet anbefalet og foreskrevet af de hellige skrifter: At lytte til åndelige råd (sravana); at reflektere over åndelige anvisninger (manana); at opdage måder og metoder til at bestyrke troen på Ånden (nididhyasana) tillige med gentagelse af Guds Navne (japa) og tilbagetrækning af sindet fra sanselige sysler (thapas). Øvelserne anbefales først og fremmest til at bringe denne mentale snakken, denne indre samtale, til tavshed. Man skal ikke udføre øvelserne for at nå Virkeliggørelsen, de er mere tænkt som værende en forberedelse på at opnå Virkeligheden. For det er udelukkende, når sindet er renset og klaret, at det kan udføre en sådan dybsindig opgave. Først da kan de lektier, der er lært, og de erfaringer der er gjort, blive rene og uplettede.

18:9 Det andet redskab mennesket er blevet givet for at højne sig selv, er tale – anvendelsen af ord. Tale er behæftet med en kolossal kraft. Når vi via tale kommunikerer noget til en person, der forstyrrer hendes balance eller påfører hende sorg, tapper ordene hende fuldstændigt for hendes fysiske kræfter og mentale mod. Hun falder til jorden, ude af stand til at stå oprejst. Når vi på den anden side via ord kommunikerer noget glædeligt eller uventet opmuntrende, får hun en elefants kræfter. Ord koster ikke noget, men de er uvurderlige. Så de må anvendes med omhu. De skal ikke anvendes til sladder, der er ufrugtbar; men udelukkende til rene og frugtbare formål. Oldtidens mennesker anbefalede tavshedsløfte for at rense talen for dens ondskab. Et sind der er vendt indad mod det indre syn af Gud, og tale der er vendt mod det ydre syn af Gud, vil begge fremme åndelig styrke og succes.