<<   Kapitel 15  >>



15:1 Muligvis behersker du en million studieområder, men hvis du ikke har udviklet en holdning af ikke-tilknytning, er dine kundskaber ikke vigtige. At dele med andre, at tjene andre, det er Vidya’s væsentligste sutra - dens ægte udtryk. Uddannelse regnes for at være ædel, når tjenestens ånd bliver indskærpet eleven. Den tjeneste der ydes, skal være fri for det mindste spor af smålig selviskhed. Men det er ikke nok. Når du beslutter dig for at udføre tjeneste, må denne beslutning ikke være påvirket af ønsket om at få noget til gengæld. Du skal udføre tjeneste, som du ville udføre en vigtig ofring eller yajna. Som træer der ikke spiser deres frugter selv, men med en holdning af ikke-tilknytning tilbyder dem til andre. Som floder der ikke drikker det vand, de leder af sted, men slukker tørsten og nedkøler varmen hos andre. Som køer, der i en ånd af gavmildhed der stammer fra thapas, tilbyder deres mælk, så den kan blive delt med andre. Den mælk de først og fremmest producerer til deres kalve. På tilsvarende måde bør også dem, der har opnået Vidya tilbyde deres tjeneste til andre tilskyndet af deres motiv til at tjene, og det skal gøres uden overvejelser om selviske interesser. Kun på denne måde kan de retfærdiggøre deres status som ”ædle mennesker”, sajjana’er.

15:2 Den ægte lærde bør ikke på noget tidspunkt være egoistisk i sine tanker. Ulykkeligvis er de lærde imidlertid, generelt set, i dag hjemsøgt af grænseløs egoisme. Som en konsekvens af det følger de lærde forkerte idealer og går forkerte veje. De tildeler udelukkende sig selv og deres slægt og venner fordelene ved uddannelse. Som et resultat må de opgive deres position blandt ”ædle mennesker”, og den respekt der er knyttet til positionen.

15:3 Gavmildt skal du skænke den viden, de færdigheder og den indsigt du har opnået til andre. Hvis dette ikke sker, vil selve det menneskelige fremskridt blive bragt i fare. For at fremme menneskehedens interesser bedst muligt, må du udvikle den hellige trang til paropakaaram (at tjene andre) og holdningen af at dele.

15:4 Det ofte gentagne udtryk: ”At tjene mennesket er at tjene Gud” (Manava seva er Madhava seva) når ikke ud til alle mennesker. Dem der lirer denne grundsætning af, undersøger ikke hvilke mennesker der skal tjenes. De er udelukkende ivrige efter at fylde deres egne maver. Til dette formål begrænser de deres mentale horisont til højnelse af deres eget folk. På denne måde lader de den værdifulde uddannelse, de har fået, gå til spilde. Mennesket glemmer den sandhed, at Gud er i en mærkbar form i alle væsener. Tjeneste der ydes til et hvilket som helst væsen, er tjeneste der ydes til Gud. Det skal være hovedmålet for den uddannede.

15:5 Nara er Narayana. Mennesket er Gud. Hver eneste af menneskets handlinger må ophøjes til at være en tjenestehandling til Gud. Men nutidens studerende ved ikke, hvad der præcist er Narayana, og hvad der præcist er nara. Hvordan kan en person påstå at være uddannet, når hun ikke kender Nara-Narayana Princippet. De er de eksistenser, der i upanishad’erne betegnes som ”thwam” og ”Thath”, ”du” og ”Den”. Den der ikke er blevet bevidst om disse to, kan ikke påstå, at hun kender sig selv. Og hvis uddannelsen ikke åbenbarer en selv for én, til hvilken nytte er det så at få åbenbaret noget som helst andet? Men til jeres store uheld er de uddannede, pædagogerne, ikke engageret i at fremme jeres bedste interesser og tjene jer, men i at gøre det modsatte. Det er i højeste grad mærkeligt. For de uddannede personer skal ikke blot tjene dem, der hjælper dem, men også dem der skader dem. Denne holdning gør tjenesten dobbelt hellig. At tjene dem der tjener jer, er blot en menneskelig reaktion. At tjene dem der skader jer, er en større dyd. For det sidstnævnte handlingsforløb er forbundet med en dybere forståelse af ens egne bedste interesser og af en årvågen fornemmelse af tid, sted og omstændigheder. Uddannelse skal skænke og udvikle disse kvaliteter.

15:6 Mens du har at gøre med udannede mennesker, må du udvise forsigtighed. Det samme gælder med utaknemmelige mennesker, der glemmer det gode, der er sket dem. Loven er det redskab, regeringen anvender til at straffe dem, der handler forkert. Men de uddannede personer og de studerende burde ikke fordømme dem på stedet. De må vise deres naturlige dyder vedrørende ikke-tilknytning og praktisere deres karakteristiske hjælpsomme holdning.

15:7 At beskytte ens fædreland er en ædel pligt. Det er den grundlæggende pligt for enhver studerende. En studerende kan ikke påstå at have lært meget, medmindre hun er i stand til at opdage og udlede, hvad der er hendes pligt, og hvad hendes umiddelbare rolle bør være, når omstændighederne kræver sådanne beslutninger. Den uddannede og den studerende der er ved at tage en uddannelse, skal begge udvikle jævnhed. De skal opgive praleri. Hvis de hengiver sig til praleri, mister de deres ægte natur eller individualitet. Studerende skal lægge godt mærke til dette. Selv om en person behersker alle videnskaber, eller er berømt som en stor intellektuel, så er vedkommende sikker på at blive ladt ude af betragtning som værende en lærd eller en pundit, hvis hun er uden ydmyghed og opdragelse i omgangen med andre. Sådanne personer vil ikke blive æret af samfundet. De vil måske vinde respekt for en tid, men den holdning vil snart aftage. En sådan respekt giver ingen anerkendelse hos modtageren. Alene ukunstlethed og jævnhed fortjener ære. Disse to egenskaber gør, at man kan nyde den ære, der bliver vist èn. En vanvittig stillen til skue af ens lærdhed indbringer blot et hastigt omdømme og latterliggørelse. Når du opgiver praleri, kan du opnå varig respekt fra folk. Sand uddannelse bibringer forsagelsens ånd, en modvilje mod praleri og en higen efter at tjene andre.

15:8 Nogle mennesker bliver opblæste, så snart de erhverver en smule viden. De foregiver at være eksperter inden for alle områder og praler dagen lang med det, de har opnået. De spankulerer rundt som om de ved alting. ”Den tallerken af blade hvorpå en hel frokost bliver serveret, vil ligge tæt til gulvet. En tom tallerken af blade vil hoppe højt i vejret ved hvert vindstød”. Sådan siger ordsproget. På samme måde gælder, at en person der er meget lærd og besidder mange evner, vil føre et beskedent liv. Men den der ikke har fået en ægte uddannelse, og den styrke den kan give, lever i pragt og hovmod. Hun kæmper meget for at skjule sine mangler for andre. I slutningen vil hendes kamp ikke føre til succes. Hun kommer ud for dobbelt ødelæggelse – hun oplever ikke lyksalighed (ananda), ej heller bibringer hun andre lyksalighed. Hun bliver mål for latterliggørelse.

15:9 Derfor må du ikke tillade behovet for praleri at komme ind i dit sind. Tillad ikke indbildskheden at nærme sig dig. Vær ydmyg og vær loyal overfor højere idealer. Først da kan du tjene verdensfredens og fremgangens sag. ”Sreyaasthe Viswasreyah” – ”Det er først, når det lykkes for det enkelte individ at blive god, at verden også kan blive god”. Enhver der er ivrig efter at blive en sand studerende, bør have idealet om verdensfred og fremgang foran sig. Hun må være fordringsløs. Hun skal love at være til tjeneste for andre. Det er kernen i sand uddannelse eller Vidya.