<<   Kapitel 14  >>



14:1 Ligegyldigt hvad I lærer om Ishwara’s eller Guds navn og form, så er det ikke ret vigtigt. I behøver ikke strides om disse sondringer og forskelle. Al lære om Gud er tjeneste nok. Bharatha’erne accepterer ikke det synspunkt, andre har om, at verden og hele universet, som den er en del af, blev til for tusinde år siden og vil gå i opløsning engang i fremtiden. Ej heller vil de acceptere udsagnet om, at universet er skabt ud af tomheden. De tror på, at Prakrithi eller projektionen (naturen) ikke er skabt ud af tomhed, men altid har været hel og fuldstændig (Poornam). Den har hverken begyndelse eller slutning. Den har udelukkende grove og finere former. Det er ikke noget tegn på oplysning at drage den slutning, at eftersom der ikke er noget bevis på ”det hele og fuldstændige”, må der nødvendigvis have været et tomrum i begyndelsen. Der er andre eksistensniveauer at tage i betragtning.

14:2 Mennesket er for eksempel ikke udelukkende legemet. Inden i det grove legeme har det et finere legeme, et sind og også endnu et legeme, finere end sindet, nemlig Jivatma, den individualiserede Atma eller Selvet. Sidstnævnte har hverken begyndelse eller slutning, og det har heller ingen antydning af død eller forfald. Det er den tro, bharatha’erne tror på. Denne tro er baseret på erklæringer fra selve veda’erne. I lukker øjnene, når I tilbeder Gud. I prøver ikke at opdage Gud uden for jer selv ved at løfte hovederne og se opad. Andre accepterer, at deres hellige skrifter blev skrevet af guddommeligt inspirerede personer, men bharatha’erne tror, at veda’erne er Guds autentiske stemme, der dukkede frem gennem vismænds hjerter.

14:3 Studerende! Den der nat og dag fordømmer sig selv som værende ubetydelig og svag, kan aldrig udrette noget. Den der tror, hun er uheldig og svag, vil derved blive uheldig og svag. Hvis du i stedet udvikler bevidstheden om, at du er en gnist af Gud, at du som din virkelighed har Det Guddommelige Selv, så kan du blive virkelig guddommelig, og du kan have kommandoen over alle kræfter. ”Som du føler, så bliver du” (Yad bhaavam, thad bhavathi). Det er, hvad du føler, der betyder mest. Det er grundlaget for alt det, du er. Du skal have tro på Atma, Selvet. Det er en nødvendighed for mennesket. Hvis denne tro ikke er til stede, bliver mennesket reduceret til et uhyre, der soler sig i moralsk fordærv og ondskab. Dine forfædre opnåede fremgang, fred og lykke, og alene ved hjælp af troen lykkedes det dem at nå deres mål. Når mennesker mister denne tro, er de sikre på at synke nedad. For den tro er selve livets åndedræt. Når der ikke er noget åndedræt, bliver mennesket et lig (savam). Med denne tros åndedræt bliver det guddommelig (Sivam), den samme som Siva Selv. Tro på Selvet er udtrykket af Siva Princippet i mennesket. Denne tro kan udstyre mennesket med alle former for kræfter og gøre det hel og fuldstændig (Poorna). For Atma er af natur selvforsynende og hel. Du behøver ingen anden sadhana (åndelig øvelse) for at virkeliggøre denne tilstand.

14:4 Renhed er også jeres natur. At være selvforsynende (paripoornatham) er også Selvets natur. Urenhed og ikke at være selvforsynende er fremmed for mennesket. Studerende bør ikke ignorere eller glemme dette faktum. Sand uddannelse skal styrke denne tro og indgyde bevidstheden om dens fylde i enhver handling. Det er det væsentlige mål; det er den rette slags undervisnings inderste kerne.

14:5 Der er en anden sandhed, I mere end alt andet må huske på. For Bharatha’erne betyder religion oplevelse, intet andet. Deres holdning er, at ingen fremskridt er værdifulde, hvis de ikke er opnået ved hjælp af egne anstrengelser. Alt værdifuldt må nødvendigvis være udviklet af sig selv. Guddommelig Nåde afventer individuel stræben og sadhana. Religionens læresætninger og direktiver må optages gennem virkelige oplevelser. Det er ikke nok, du lærer at gentage dem som en papegøje.

14:6 Sandheden må identificeres, det er det allerførste skridt. Jo før I forstår sandheden, jo før vil religiøse konflikter og uenigheder forsvinde. Paraath-Para (den hinsides ånd), Selvet, er nærmere end det nærmeste; alle andre eksistenser er, skønt nære, i virkeligheden langt væk. Vær opmærksom på denne kendsgerning. Først da kan de knuder, som hjertet er filtret ind i, blive løsnet.

14:7 I vestens ordforråd opgiver mennesket sit ”liv”. Men i bharatha’ernes sprog opgiver mennesket sit ”legeme”. Vesterlændinge erklærer, at de har legemer, og at legemerne har sjæle. Bharatha’erne erklærer ikke noget sådant. De bekendtgør, at mennesket har en sjæl, og at denne sjæl midlertidigt er indesluttet i et legeme. Derfor føler de, at de civilisationer og kulturer der søger sanselige glæder og verdslig hæder, er bygget på et fundament af sand, og kun kan være fremragende en kort tidsperiode, før de bryder sammen.

14:8 Studerende! Efterligning kan aldrig blive kultur. Du kan gå kongeligt klædt og opføre dig som en konge, men kan du som et resultat af denne efterligning blive konge? Et æsel klædt i tigerskind bliver ikke til en tiger. Efterligning er et tegn på fejhed. Den kan ikke fremme din fremgang. Rent faktisk leder tilbøjeligheden til at efterligne mennesket tilbage, skridt for skridt, til en skrækkelig tilstand. Du skal stræbe efter at højne dig selv, som dig selv. Du skal være stolt af at være bharatha. Du skal være stolt af dine forfædre. Dit prisværdige heltemod ligger i din glade påstand om, at du er en bharatha (et barn af Bharath, Indien). Du bør ikke efterligne andre og kopiere deres holdninger, selv om du muligvis tager det gode, de indeholder, til dig.

14:9 I bør lære gode ting af andre. Vi sår frø i jorden. Vi tilfører dem muldjord, gødning og vand. Frøene spirer, bliver små planter og vokser til et mægtigt træ. Frøet bliver ikke til muldjord, når det bliver lagt i den, eller til gødning når det ernæres af den, eller til vand når det drikker af det. Fra hver af dem tager det kun det, som det kan få gavn af. Det vokser til det, det grundlæggende er, nemlig et mægtigt træ!

14:10 Måtte du også vokse på denne måde. Du bliver nødt til at lære meget af andre. Lær det bedste og lær metoderne til at nå det, om så du så skal lære det fra de laveste. Lær af andre hvordan du skal praktisere progressiv åndelig sadhana, og lad dig gennemtrænge af den. Men lad dig ikke blive transformeret til de andre. Det er den almindelige lære til mennesket. Det er den lektie, studerende må forstå. Det er den første og fremmeste lektie, den afgørende lektie.