<<   Kapitel 10  >>



10:1 Verdens problemer antager nu om stunder fremmedartede former og større proportioner. De er ikke længere individuelle og lokale. De er globale, og de berører hele menneskeheden. På den ene side gør videnskaben og teknologien fremskridt med kosmiske udviklinger. På grund af plastic-, elektronik- og computerteknologi har underværkerne nået endnu større højder. På den anden side er menneskeheden plaget af tilbagevendende politiske og økonomiske kriser, nationale, provinsielle, religiøse, race- og kaste rivalisering, snæversynede loyaliteter og udbrud af uroligheder i studenterområder. Dette har spredt mangel på disciplin og tøjlesløshed over hele verden.

10:2 Det er en uligevægtig og indbyrdes modstridende situation. Hvad er i virkeligheden årsagen til denne situation? Ligger den i det skrækfremkaldende forfald, som religion og moralprædikener har præget det menneskelige sind med? Menneskeheden har ellers mange måder og metoder inden for dets rækkevidde, gennem hvilke den kan opnå visdom og fred! Den kan sikre sig uvurderlig vejledning fra Veda’erne og Sastra’erne, Brahma Sustra’en, Biblen, Koranen, Zend Avesta’en, den store Saheb og andre hellige tekster, hvis antal overstiger tusind. I dette land (Bharath/Indien) er der ingen mangel på overhoveder for klostre og religiøse ordener, udlæggere af åndelige læresætninger og discipliner, lærde og ærværdige ældre. De udbreder og meddeler sig i et vældigt omfang. Ikke destro mindre degenererer menneskets sind med hensyn til livets etiske, åndelige og religiøse områder. Det sker uafbrudt og med stor hast. Hvad er årsagen til denne nedadgående udvikling?

10:3 Mennesket er nu blevet mere umoralsk end nogensinde. I endnu højere grad end i tidligere tider benytter det sin intelligens og evner til at hengive sig til grusomheder. Mennesket nyder og fryder sig i den grad over at påføre andre smerte, at historien afslører, at 15000 krige er blevet udkæmpet gennem de sidste 5500 år. Der er endnu intet tegn på, at dette rædselsfulde tidsfordriv vil slutte. Den truende atomkrig truer med at ødelægge hele menneskeracen. Hvad er den præcise årsag til al denne bekymring og frygt? Det er tydeligt, at dyret i mennesket stadigt er fremherskende. Det er endnu ikke blevet overvundet. Først når dette er udrettet, kan I, jeres land og verden opnå fred og glæde.

10:4 Had, misundelse, grådighed, behov for højtravende at stille sig til skue og for at sammenligne og konkurrere sig med andre, disse onde træk må nødvendigvis rykkes op med rode. Disse træk er ødelæggende ikke blot for flertallet af mennesker, men også for asketer, munke, ledere af religiøse institutioner og pundit’er. Blandt disse personer er misundelse og grådighed vokset vildt. Når disse mestre og lærere, som fremstiller sig selv som idealets legemliggørelse, udstiller sådanne lave kvaliteter, hvordan kan de så bringe verden på ret køl? De kan kun forøge forureningen.

10:5 Hvad verden trænger til i dag, er hverken en ny samfundsorden, en ny uddannelse, et nyt system, et nyt samfund eller en ny religion. Midlet ligger i sindet, i et hjerte fyldt med fromhed. Fromhed skal så slå rod og vokse i sindene og hjerterne hos ungdommen alle vegne, hos drenge og piger. Det gode og guddommelige skal stræbe efter at fremme denne opgave som den ene store åndelige disciplin (sadhana), som de må forpligte sig til.

10:6 Udelukkende igennem Brahma Vidya kan du opnå succes med denne opgave. Men nutidens menneske har kun dyb tro på vinding og det at samle til bunke. Det kan ikke overgive sig eller forsage. Det tror ikke på sandheden. Det er tiltrukket af usandheden. Det opfatter sandheden som en forhindring. Derfor er mennesket ude af stand til at erkende, at døden er den glædelige fuldendelse af et strålende liv. Det dør opfyldt af bekymring og elendighed. Uophørligt, som en papegøje, udtaler folk ordene sandhed, ikke-vold, ret handling og kærlighed. De proklamerer, at der ikke er nogen religion større end sandhed. Men underligt nok er den ene ting, som mennesket ikke ønsker at besidde, sandheden!

10:7 Mennesket higer efter at forstå alting, men det higer ikke efter at kende sandheden. Frem for alt tilkendegiver det ikke det mindste ønske om at kende sandheden om sit eget Selv. Det retter ikke sin egen opmærksomhed i den retning. Selv om det gør det, er det blot for at retfærdiggøre sin frygt og fordomme. Derfor er menneskets vigtigste opgave at opgive sin svaghed for og tilbøjelighed til at skade.

10:8 Det der ikke findes i begyndelsen og i afslutningen, men udelukkende manifesterer sig i intervallet, i mellemperioden, kan ikke være virkeligt sandt. Det er mitthya (en blanding af usandhed og sandhed), ikke sathya (sandhed). Kosmos eksisterede ikke, før det opstod, ej heller kan det eksistere, efter det er forsvundet. Det vil sige efter Pralaya (universets tilintetgørelse). Hvad der åbenbares i intervallet, kan kun være tilsyneladende sandhed, midlertidig og begrænset sandhed. Det kan ikke være den uforanderlige sandhed.

10:9 Ved hjælp af disse retningslinier er mennesket nødt til at udforske værdien og gyldigheden af ethvert objekt i universet. Kroppen var her for eksempel ikke før fødslen, og den er her ikke efter døden. Som en krukke lavet af ler, eksisterer den et stykke tid som krukke med en form og et navn, og senere genindtager den sin natur som ler. Krukken er blot ler med en form og et navn knyttet til det på kunstig vis. Alt i universet er, uanset hvilket objekt, ubønhørligt underkastet tidens indvirkning, og det må se død og ødelæggelse i øjnene. Træet og jorden, havet og kroppen, kongen og kongeriget – alle må de lide den samme fuldbyrdelse. Mennesket ignorerer den udvej, der består i at være bevidst om dets egen udødelighed. Det er forelsket i den viden, der vedkommer den fænomenverden, der hviler på iagttagelser. Dem der overgiver sig til disse overfladiske fristelser, er som dem, der forlader Himlens Have og styrter ind i junglens giftige vegetation. De vender sig bort fra Det Oprindelige (Bimba’en), Atma. De er fascineret af spejlbilledet (Prathi-Bimba), det synlige, det fænomen der kan iagttages (drsya’en). Men ved denne holdning erklærer de blot sig selv som værende uvidende personer, ikke som kendere eller søgere af sandheden.

10:10 Mennesket burde vide, at end ikke en tøddel af ægte lykke kan stamme fra ”de tre verdener”, ”de tre inddelinger af tid” og ”dagligdagens tre bevidsthedsniveauer” (vågen, drømme og søvn). Udelukkende tåberne blandt menneskene søger at tilfredsstille sig via den begrænsende og uægte lykke, der fås gennem verdslige aktiviteter. Den kloge ved bedre. Dem der går uden om de søde druers overdådige klaser og løber mod tornebuskene, er ”kameler”. De kan ikke blive klassificeret under nogen anden art.

10:11 Bjergtoppe er henrivende på afstand. Når man kommer nærmere, bliver man ofte konfronteret med rædselsvækkende jungler. På samme måde forekommer verden (Samsara) at være henrivende, så længe mennesket ikke har forsket i dets betydning og værdi. Når skelneevnen er beskæftiget med at undersøge verdens værdi, vil sandheden åbenbares, at ”familiejunglen” eller ”verdensjunglen” ikke kan give ægte lykke. Udelukkende Atma kan give den velsignelse. Kan søen, der forekommer os at være indbydende og fristende, slukke vor tørst, så længe den er et spejlbillede? Hvis du bedrager dig selv og tror, at den kan slukke tørsten, og løber mod den ikke-eksisterende vandoverflade, vil du blot blive mere tørstig. Du kan ikke få andet ud af det.

10:12 Derfor bør du lære Atma Vidya, den proces gennem hvilken du bliver bevidst om din egen Atmiske Realitet. Ved at lære den og efterleve den, kan du slukke din egen tørst og hjælpe med at slukke hele menneskehedens tørst.