<<   Kapitel 11  >>



11:1 I løbet af livet må mennesket nødvendigvis anskaffe sig mange genstande. Den største og mest værdifulde af disse er at vinde Guds Nåde, Guds Kærlighed. Guds Kærlighed vil tillige give det den store visdom, det behøver for at opnå urokkelig santhi eller indre fred. Alle burde stræbe efter at få en forståelse af det guddommeliges sande natur. Selvfølgelig kan mennesket ikke i selve starten af dets forsøg fatte det umanifesterede Absolutte Fænomen. Det er først nødt til at tillægge Det en form og nogle kvaliteter for at bringe Det inden for rækkevidde. Herefter må mennesket, skridt for skridt, forsøge at bevare Det inde i sig selv, som den nedstigende Guddommelige Energi (Shakthipaath). Den der er engageret i jagten på succes i dette forsøg, er ikke slet og ret en individuel søger, der er berettiget til at stræbe hen imod målet. Individet må også udvikle tjenestens (seva´s) ånd og være engageret i gode gerninger, der fortjener folks taknemmelighed. Kun på den måde kan det fuldende opgaven med at rense sine bevidsthedsniveauer (chitthaér) og blive en egnet kandidat til åndelig sejr.

11:2 Sanyasa eller munketilværelse betyder ikke, at man slet og ret accepterer de fire livsstadier, og de rettigheder og forpligtelser der er knyttet til dem, for, efter at have brudt kontakten med verden, at trække sig tilbage til skovene for der at føre en askets nøjsomme liv. En sanyasi skal færdes blandt mennesker og være opmærksom på deres sorger og glæder og videregive den belæring og inspiration, de så frygteligt har behov for. Det er pligten, munke bør opfylde.

11:3 En Sanyasi kan blive sammenlignet med en fisk. Fisken bevæger sig rundt i søens dyb; den vil ikke forblive stillestående et sted. Mens den bevæger sig omkring, spiser fisken kryb og skadedyrs æg og renser på denne måde vandet. På samme måde bør sanyasi’en altid være på farten og rejse til landets fjerneste egne. Hans pligt er at rense samfundet for ondskab ved hjælp af sit eksempel og regler. Ved hjælp af sin undervisning skal han transformere samfundet, så det er fri for moralsk fordærv og ondskab.

11:4 Træet kan sprede sine grene langt ud. Men grenen kan skyde blomster, som udelukkende giver frugt, når rødderne tilføres vand. Hvis vandet i stedet hældes ud over grenene, frugterne og blomsterne, kan træet så vokse og brede sig? Et samfund har som sin velstands og freds rødder hengivenhedens og hellighedens kvaliteter. Derfor skal uddannelsessystemet være opmærksomt på at fremme og styrke disse kvaliteter blandt folket. Personer der beklæder indflydelsesrige stillinger kaldes adhikaari’er. Det ord kan også betyde adhika-ari, den værste fjende! Den ægte adhikaari bør påpasseligt undgå det forløb og bruge sin stilling til at tjene dem, der er under hendes omsorg.

11:5 I gamle dage når befolkningen i et eller andet område var ramt af frygt eller bekymring, eller når kilderne til glæde og tilfredshed var løbet tørre, sporede de årsagen til ulykken til nogle fejl eller forsømmelser i den tilbedelse, der blev fremført til Gud i det pågældende områdes templer. De forsøgte at identificere disse fejltagelser og rette dem, så de kunne få indre fred. De troede på, at disse kriser kunne kontrolleres ved hjælp af disse metoder. Sådanne handlinger bliver nu til dags samlet under et og betegnet som overtro og smidt ud. Men der er slet ikke tale om overtro. Moderne videnskabsmænd er i en så ynkværdig ringe tilstand af forståelse, at de ikke erkender disse vigtige problemer. Det er forvirringens indledende stadie; en forvirring der er forårsaget af den moderne undervisnings fremskridt.

11:6 Oldtidens mennesker fattede først den højeste sandhed, efter de personligt havde oplevet dens gyldighed. Nutidens mennesker affærdiger imidlertid disse menneskers opdagelser. Det er årsagen til væksten af barbari i de såkaldte civiliserede lande. Mange har ikke erkendt denne sandhed. Alle levende væsener higer efter lykke. De længes ikke efter ulykke. Nogle begærer anskaffelsen af rigdomme; nogle tror, at guld kan gøre dem lykkelige. Nogle samler på luksusgenstande; nogle samler på køretøjer, men alle er optaget af at skaffe sig de ting, som de tror, kan skænke dem glæde. Men de der ved, hvorfra de kan få lykke, er meget få. Der findes tre slags lykke. Den ene slags forekommer i begyndelsen at være gift, men forandrer sig senere til nektar. Denne lykke sikres gennem bevidstheden om Atma; det er satwisk lykke (en lykke forårsaget af, at alt hvad der optages gennem sanserne er rent). Det vil sige, det er Sama’s, Dama’s osv´s åndelige øvelser (øvelser der skal sikre kontrol over sindet og sanserne), som du må igennem. Denne metode forekommer hård og uvenlig, og den er forbundet med kamp og anstrengelser. Så reaktionen vil muligvis være bitter. I Yoga Vasishta siger vismanden Vasishta: ”Oh Rama! Det grænseløse hav kan med den største lethed blive drukket op af mennesket. Det enorme Sumeru bjerg kan med stor lethed blive rykket væk fra Jordens overflade. Flammerne fra en mægtig kæmpebrand kan med største lethed blive opslugt. Men at kontrollere sindet er langt vanskeligere for mennesket end alt dette.” Derfor, hvis du får succes med at overmande sindet, vil du opnå bevidsthed om Atma. Du kan kun opnå denne succes, når du gennemgår mange hårde prøvelser og fornægtelser. Den lyksalighed du herved vil opnå, er den højeste form for glæde. Den nydelse du får af al din sadhana, er at blive etableret i den perfekte sindsligevægt af urokkelig bevidsthed (Nirvikalpa samadhi) og den lyksalighed (ananda), der vil flyde i dig, er ubeskrivelig. Den er på højde med udødelighedens nektar. Nirvikalpa betyder det bevidsthedsniveau, hvor det er fri for tanker. Dette niveau kan nås gennem egnede åndelige øvelser. Bevidsthedsniveauet er af to naturer: Ikke-dualitet i fuldstændig oplevelse og tilstanden af ikke-dualisme når dualistiske tanker slutter. Det første fører dig hinsides treenigheden af: de der ved, det der vides og viden. Her er du udelukkende bevidst om den Kosmiske Intelligens eller Brahma (det er Adwaitha Bhavana). Det andet niveau opnås, når alle de kvaliteter der tilskrives Gud og mennesket, smelter sammen i Den Ene, der omfatter kosmos, og alt hvad det rummer (det er Adwaitha Sthayi eller Adwaitha Avastha).

11:7 Der findes en anden slags lykke. På grund af det indtryk de ydre genstande gør på opfattelsessanserne, opstår der glæde, der forveksles med nektar. Men med tiden vil glæden forvandle sig til en bitter og ubehagelig gift. Dette er rajasisk glæde. Når mennesket byder denne sansemæssige rajasiske glæde velkommen, bliver dets styrke svækket, dets bevidsthed bliver svækket , dets intelligens bliver svækket og dets entusiasme efter at nå menneskehedens fire eftertragtede mål bliver svækket, da dets interesse svinder hen. (Menneskehedens fire mål kendes som dharma, retskaffenhed; artha, rigdom; kama, opfyldelse af ønsker og begær og moksha, befrielse).

11:8 Den tredje slags lykke er thamasisk. Den sløver intellektet fra start til slut. Den finder tilfredsstillelse i søvn, dovenskab og smålig kritik og finder glæde i det. Den thamasiske person ignorerer vejen, der fører til bevidsthed om Atma; gennem hele hendes liv er hun ikke opmærksom på den.

11:9 Derfor er virkelig uddannelse det, der retter og vejleder menneskets sind og intellekt mod opnåelsen af satwisk glæde. Selvfølgelig kan dette udelukkende sikres gennem utrættelig bestræbelse. De hellige tekster erklærer: ”Lykke kan ikke opnås gennem lykke” (Na Sukhaath Labhyathe Sukham). Alene ved at udstå ulykke kan du finde lykke. Denne sandhed må bibringes gennem Vidya eller uddannelse. Når mennesket får kendskab til den ananda, som satwisk lykke kan skænke, vil Vidya også blive fundet let og tiltalende.

11:10 Når du er født som menneske, skal alle dine anstrengelser være rettet mod at opnå denne Amrtha Vidya (viden om den nektar der skænker udødelighed) sideløbende med den jordbundne materialistiske Vidya. For det er udelukkende Amrtha Vidya, der kan åbenbare Atma og gøre mennesket i stand til at opleve Atmananda (lyksalighed til Selvet).