Sai Babas tale på Easwaramma dagen den 6. maj 2005

”Vind din moders kærlighed for at vinde Guds Kærlighed”

”Når mennesket bliver født fra sin moders mave, har det ikke en krans af noget om sin hals. Hverken af perler, guld, en snor af juveler eller et halssmykke af topaz, rubiner eller andre pragtfulde ædelstene kan ses – selv ikke som en prøve. Men der dog en krans rundt om dets hals, der bærer den ubrudte lænke af konsekvenserne af de gode og dårlige handlinger fra dets tidligere liv bundet sammen af Herren Brahma.”

(Telugu digt)

Kærlighedens Legemliggørelser!

En moders kærlighed er ædlere og højere end kærligheden fra alle vennerne og slægtningene i verden. Moderens kraft er usammenlignelig. Det er derfor, vi kalder det land, vi er født i, vort Moderland. Landet Bharath (Indien) er som vor moder. I dette vort hellige land har forskellige typer af energi udviklet sig siden ældgamle tider. Mægtige og hellige mennesker som Ramakrishna Paramahamsa og Vivekananda kunne kun opnå høj spirituel kraft ved hjælp af styrken fra deres mødres velsignelser. En moders hjertes hellighed og styrken af hendes velsignelser er usammenlignelige. Men desværre er folk ude af stand til rigtigt at forstå en moders kærlighed, ikke bare i vort land men i alle lande.

Det er en stor synd at ignorere moderen med en sådan guddommelig kraft. Det er kun for at erindre folket om moderens ædelhed og hellighed, at hun har fået den forreste plads på den spirituelle mark og at tilskynde folk til at ære moderen først som Gud. Det bliver sagt ”Mathrudevo Bhava” (tilbed moderen som Gud); ”Pithrudevo Bhava” (tilbed faderen som Gud); ”Acharyadevo Bhava” (tilbed læreren som Gud). Således har moderen fået den første plads i den orden. Det er kun, når vi holder fast ved moderens ære og værdighed, at vi kan blive tituleret som sande sønner. Livet for en person, der ikke kan vinde sin moders kærlighed, er slet og ret spildt. Derfor må vi først opnå den fortjeneste, det er at vinde moderens kærlighed. Ingen kan med ord beskrive en moders kærlighed. Det er kun ved viljestyrken fra moderen, at en søn vil udvikle sig godt i livet. Derfor bør man respektere og elske sin moder. Hun må tildeles hæderspladsen. Det er kun sådanne folk, der i virkeligheden kan lede landet. Måske eller måske ikke tilbeder vi andre guddommeligheder, men vi må helt bestemt ære vores moder som Gud. Vi bør aldrig glemme vores moders kærlighed. Moderens kærlighed er uovertruffen. Det er kun ved moderens kærlighed, at guddommelige følelser udvikles i børnene. Hvor der er en moder med ædle kvaliteter, vil der helt sikkert være fred og fremgang af alle slags. Det er dumt at ønske sig folks kærlighed og ignorere kærligheden fra sin egen moder.

Sri Ramakrishna Paramahamsa´s moder var en ædel kvinde. Selv under ringe vilkår, når hun ikke havde mad og drikke, udviklede hun uafvendelig tro og tilbedelse til Gud og tilbragte sin tid med at udvikle ædle tanker og udføre ædle handlinger, og tjente derved Guds Nåde. Det er kun, når man respekterer sin moder og vinder hendes kærlighed, at man kan kaldes et menneske i rette forstand. Der er ikke en større Gud i denne verden end ens moder. Desværre glemmer folk i dag denne sandhed og rejser til forskellige steder i søgen efter Gud. I stedet for at ønske den usete Gud, burde man tilbede og tjene den levende guddommelighed, man har lige foran sig. Adskillige folk foretager sig forskellige aktiviteter, såsom sakramente, pilgrimsrejse til hellige steder, tilbedelse og andre ritualer for at få Guds hellige darshan, men det har ikke nogen værdi. Man kan ikke vinde Guds Nåde uden først at vinde sin moders kærlighed. En moders kærlighed flyder som en understrøm i alle mennesker. Gennemgå ethvert mægtigt menneskes historie; det er åbenlyst, at de ikke kunne nå sådanne højder i livet uden hjælp fra deres moders kærlighed. Når man lever sit liv i overensstemmelse med sin moders ædle tanker, vil man blive fritaget alle slags lidelser. Man kan enten respektere enhver anden person eller ej; men man må absolut respektere sin moder. Man bør dedikere hele sit liv til at vinde sin moders kærlighed. Moderens kærlighed er altid uselvisk. Vi må lære at udvikle en sådan kærlighed. Hvor end I måtte gå, hvem end I måtte se, vil I opdage, at de kun er blevet fremgangsrige ved velsignelsen fra deres moders kærlighed. Hvis man ikke kan vinde sin moders kærlighed, hvordan kan man så håbe at vinde Guds Nåde? Jo, først må I stræbe efter at vinde jeres moders kærlighed. I bør ikke beskæftige jer med noget arbejde, der vil såre jeres moders følelser. En moders hjerte er meget følsomt. Derfor bør man ikke såre moderens følelser.

Sri Ramakrishna Paramahamsa blev født ind i en meget fattig familie. Hans moder opfostrede ham ved at tigge for almisser. En hvilken som helst lille smule mad, hun kunne samle ved at tigge i gaderne, gav hun sin søn at spise og selv fik hun ingenting. Efter nogen tid blev hun meget svag og hendes helbred svigtede. En dag spurgte Ramakrishna sin moder: ”Moder! Hvorfor svigtede dit helbred sådan?” En kvindelig nabo besvarede spørgsmålet således: ”Kære Søn! Din moder ernærer jer ved at tigge i gaderne. Hun giver al maden, hun samler, til dig og får derfor ikke selv nogen mad. Vær sød ikke at lade en sådan moder, som er legemliggørelsen af kærlighed, være udsat for det. Fra da af påtog Ramakrishna sig at holde sin moder sund og rask. Først gav han sin moder mad, der var samlet fra forskellige huse i landsbyen, og tog selv bagefter af det, der blev tilbage. Ved at handle sådan kunne han vinde Moder Kalis Nåde og få Hendes Guddommelige Vision.

Bharats (Indiens) kultur har lagt stort pres på læren ”Mathrudevo Bhava” (Tilbed moderen som Gud) og ”Pithrudevo Bhava” (Tilbed faderen som Gud), mere end på alle andre aspekter. En person, der kan vinde sin moders kærlighed, kan vinde alt andet også. Sri Ramakrishna Paramahamsa fortjente kun sit fremragende navn, fordi han kunne vinde sin moders kærlighed. Hvor mange mægtige folk er der i Vest Bengal staten? Hvor mange folk med ædle kvaliteter, rige og lærde er der? Men de kunne ikke have succes i livet, hvis de mangler tro på Gud. Det er kun Ramakrishna Paramahamsa, der kunne leve et ideelt liv ved at elske sin moder og adlyde hendes tilskyndelser gennem sin ubetingede tillid og hengivenhed for sin moder. Han plejede at lære folk, at der ikke er noget større og ædlere i denne verden end moders kærlighed. Moderen er i sandhed Gud. Det er derfor ikke godt og rigtigt at såre moderens følelser, da hun er legemliggørelsen af kærlighed. Det er kun, når vi udvikler kærlighed til vores moder, at vort liv vil blive lykkeligt og fremgangsrigt. Derfor må vi først og fremmest stræbe efter at vinde vores moders kærlighed. Hvad end moderen gør, er det til vort eget bedste. Vi må udvikle en sådan fast tillid. Tag enhver mægtig persons livshistorie i denne verden, hver og en kan takke sin moder for sin position.

Nutidens elever er ude af stand til at vinde deres mødres kærlighed. Moderen gennemgår en mægtig prøvelse, hun er endda forberedt på at påtage sig hårdt arbejde for at tjene nogle få rupees for at opfostre sine børn og uddanne dem på en eller anden måde. Hvilken stor helligbrøde, det er, at glemme en så ædel moders kærlighed! Det er kun en person, der kan vinde sin moders kærlighed, der også kan vinde Guds kærlighed. Vi er ikke født ud af jorden eller himlen; vi er født fra vores moders mave. Det er muligt, at uenighed til tider kan komme imellem mor og søn. Men moderen hader ikke sin søn eller svigter ham af den grund. Der kan være mange sønner, der hader deres mødre, men der er ingen mødre, der hader deres sønner. Moderen vil altid søge at opnå velfærd for sin søn. Selv hvis de kommer i retten i anledning af en strid, vil moderen sige: ”Han er min søn og jeg er hans moder”. De kan ikke referere til hinanden på nogen anden måde. Moderen vil altid stræbe efter at give sine børn sikkerhed, sundhed og velfærd. Nutidens menneske gennemgår adskillige vanskeligheder, fordi det ignorerer en sådan ædel moders kærlighed. Hvis I stræber efter at vinde jeres moders kærlighed, kan I vinde alle andre folks kærlighed. Jeres moders kærlighed vil altid være med jer, konstant vogtende og vejledende jer i al jeres stræben. Desværre er folk ikke i stand til at erkende denne Sandhed. De tænker: ”Det er nok at forsyne den gamle kvinde med nogle små bidder mad”. De er så snæversynede og selviske. Det er en stor fejltagelse at tro, at deres ansvar vil stoppe ved at forsyne deres moder med noget mad. Moderen bør altid højagtes og tjenes. Der bør sørges for, at hun føler sig lykkelig og tilfreds.

Pundarika var en stor tilbeder af Lord Panduranga. Han havde altid den opfattelse, at tjeneste for forældrene er af største vigtighed. En dag tjente han sine forældre ved at massere deres fødder. For at teste hans kærlighed til sine forældre, viste Lord Panduranga sig foran ham. Men Pundarika ønskede ikke sin opmærksomhed forstyrret, så han fortsatte med at tjene sine forældre. Så spurgte Lord Panduranga ham: ”Min kære søn! Jeg viste Mig for dig for at give dig Min darshan; men du ser ikke på Mig. Hvem tjener du med en så ensrettet hengivenhed?” Pundarika svarede, at han tjente sine forældre. Så spurgte Lord Panduranga: ”Er Gud ikke mægtigere end forældrene? Vil du ikke have Min darshan bare for et sekund?” Men Pundarika lod sig ikke forstyrre. Han svarede. ”For mig er mine forældre guddommelige. Jeg kan ikke få Din darshan, medmindre jeg lægger mine forældre til at sove. Hvis Du ønsker at give mig Din darshan, så stå på murstenen her så længe.” Idet han sagde det, skubbede han en mursten hen i mod Lord Panduranga. Lord Panduranga roste hans kærlighed og hengivenhed for hans forældre og erklærede: ”Verden vil altid forblive sikker og fremgangsrig, hvis alle folk udvikler en sådan kærlighed hengivenhed til deres forældre. Må sådanne ædle sønner som du brede sig i denne verden.” Fra da af udviklede Pundarika fortsat høje og ædle ideer til opofrelse og utilknyttethed. Han tilbragte sin tid lykkeligt med at tjene sine forældre og vinde deres kærlighed.

Putlibai var moder til Mahatma Gandhi. Hun fortsatte med at holde et løfte helt fra sine tidlige dage. Hun plejede aldrig at spise sin mad om eftermiddagen uden at have hørt gøgens sang. På den tid var Gandhi et barn. En dag var klokken allerede 3 om eftermiddagen og hans moder spiste ikke sin mad, da gøgen ikke havde sunget. Gandhi kunne ikke bære at se sin moder sulten. Han udtænkte derfor en plan. Han gik om bagved deres hus og imiterede gøgens kalden. Herefter gik han ind i huset og sagde indtrængende til sin moder: ”Moder! Gøgen sang. Nu kan du spise din mad.”  Men hans moder opfattede, at han løj. Hun blev meget vred. Hun tog fat i ham og gav ham et par lussinger. Hun kunne ikke beherske sin vrede og pine. Hun skældte ham ud og sagde: ”Det er min ulykke at have født en sådan løgner som dig.” Gandhi fortrød sin forkerte handling og bad sin moder om tilgivelse. Han afgav så det løfte, at han herefter aldrig mere i sit liv ville sige en løgn. Således plejede mødre i gamle tider at lære deres børn god opførsel og lede dem på rette vej. Sådanne ideelle mødre er meget sjældne i verden nu til dags. Nutidens mødre kan altid tænke: ”Min søn skal have gode karakterer og placeringer til eksamen. Han skal opnå høje grader og tjene masser af rupees. Han skal løfte sig til en høj position i sin karriere.” Nu til dags er der hundreder af sådanne mødre. Men der er ikke en eneste moder, der lærer sin søn: ”Min kære søn! Bed dagligt til Gud. Glem aldrig Gud.” Det er grunden til, at landet Bharat (Indien) står overfor utallige vanskeligheder. Fortidens Bharatiyas (indere) plejede altid at bede dagligt. ”Oh! Rama! Krishna! Govinda!” De plejede at gentage det guddommelige navn uophørligt. Men tingene har forandret sig. Nu er der ikke en sådan kontemplation på det guddommelige navn. På den anden side har verdslige ønsker bredt sig. Bharats kultur tilskynder altid folket til ”Sathyam Vada” (Sig Sandheden) og ”Dharma Chara” (Udfør ret handling). Desværre handler folk i dag modsat sådanne ædle idealer. De forvrænger disse idealer til ”Sathyam Vadha (Dræb Sandheden) og ”Dharmam Chera” (Spær ret handling inde).

Engang kom Easwaramma til Mig og spurgte: ”Swami! Adskillige fattige mødre er kommet her sammen med deres børn. De har ikke noget mad at spise. Vær sød at velsigne dem.” Herefter gav Jeg dem passende hjælp og opfyldte derved Easwarammas ønske. En anden dag kom hun til Mig og udtrykte sin pine således: ”Swami! Små børn i femårsalderen går dagligt til Bukkapatnam og tilbage for at deltage i skole. Hvordan kan de læse efter at have gået så langt dagligt?” Så hidkaldte Jeg forældrene og rådede dem: ”Disse små rollinger kan lære mere af deres mødre end af deres lærer i en skole. I stedet for at sende disse små børn så langt for uddannelse, så lær I dem først det, I ved, hvor lidt det end er. Lær I dem i det mindste to eller tre af de bogstaver, I kender.” Senere byggede Jeg en skole i Puttaparthi og opfyldte Easwarammas ønske.

Skønt de var uskyldige og ulærde opgav den tids mødre aldrig at bede til Gud. Elsk Gud. Der er ikke nogen grund til at spilde jeres tid på verdslige ting. Vi bør aldrig forsøge på at efterabe andre. Vi må prøve at udvikle tro på Sandheden, der manifesteres fra vores eget hjerte. Det er ikke godt at udvikle had til andre kaster og religioner. Man bør udvikle tro på sin egen religion og følge den omhyggeligt.

Engang, da denne krop var elev, kom nogle politiske ledere hen til Mig og spurgte: ”Raju! Vi har hørt, at Du skriver gode digte. Vi har arrangeret et møde, hvor nogle af vores folk forventes at deltage. Vi beder Dig venligst om at skrive en god sang, der kan inspirere vores folk.” Dette var under 2. verdenskrig. Adolf Hitler marcherede fremad for at erobre adskillige lande i Europa. Han prøvede at marchere ind i Rusland. Indien var da under britisk kontrol. Idet Jeg tog hensyn til situationen, skrev Jeg et lille skuespil. I det skuespil lagde Jeg en gummidukke i en vugge og sang følgende sang, medens jeg varsomt rokkede vuggen:

”Græd ikke mit barn, græd ikke

Hvis du græder, vil du ikke blive kaldt Bharaths (Indiens) brave søn…

Græd du fordi morderen Hitler

Invaderede det udødelige Rusland?

Den røde arme og den brave Stalin

Er der til at knuse Hitler; græd ikke

Hvorfor græder du mit barn, hvorfor græder du?

Græder du fordi vort folk mangler enhed

Hele folket vil samles og kæmpe

For vor frihed; græd ikke.

Indien vil bestemt opnå frihed

Græd ikke mit barn, græd ikke…”

Den tids mødre plejede at synge sådanne inspirerende patriotiske sange og lære deres børn gode ting. De støbte børnenes karakter for at gøre dem til landets helte. Der var ikke overhovedet ikke noget spillerum for usandhed i deres tale. Ved hjælp af deres sandfærdige ord, ledte de deres børn ind på sandhedens vej.

Engang blev Puttaparthi inficeret af infektiøse sygdomme som f.eks. kolera. Adskillige folk døde på grund af disse sygdomme. Da advarede jeg børnene i landsbyen om, at disse sygdomme ville sprede sig, fordi man drikker forurenet vand og spiser uren mad og derfor skulle de være meget omhyggelige med hensyn til dette.

Jeg tilskyndede dem: ”Rens vandet og drik derefter. Spis kun ren og sund mad, men i små mængder. Men ikke bare det, hold altid jeres mund frisk og ren. Adskillige sygdomme kan ramme jer på grund af uren mund. Det er ikke godt for jer at spise noget, I lige finder, når I føler jer sultne. Hvad enten det er for at beholde et godt helbred eller lykke, er Guds nåde vigtig. Bed derfor altid til Gud.” Lykke kan kun opnås ved konstant at kontemplere på Gud; intet andet. Det er ikke noget, der kan opnås, med ydre ting. Det kan kun springe fra ens eget hjerte. For at vi kan opretholde godt helbred og lykke, må vi konstant kontemplere på Gud og derved helliggøre vor tid.

Det er kun forældre, der lige siden gamle tider levede ideelle liv, der plejede og ernærede vort land Bharat. I dag finder I ulykkeligvis ikke sønner, der adlyder deres forældre. Dagens ungdom afviser deres forældres ord som sindssyg tale og ignorerer dem. Dette er ikke rigtigt. Det er ikke sindssyge ord; det er virkelig sande ord, talt fra deres hjertes dybde. Gud vil helt sikkert høre bønnerne, der bliver sagt med bevidsthedens renhed og give sin nåde til sådanne folk. Derfor bør man bede til Gud, i hvilken som helst form, man kan lide og helliggøre sit liv ved Guds nåde. Siden gamle tider har Bharaths kvinder ofret sådanne bønner til Gud med fuld oprigtighed og hengivelse. Det er grunden til, at Bharat kunne opnå sådanne højder.

Kærlighedens Legemliggørelser!

Hvis I ønsker, at de børn, der skal fødes hos jer, skal være indviede, kontempler da konstant på Gud. Det er kun, når forældrene lever et godt og ædelt liv, at deres børn vil blive gode og ædle. Derfor må forældrene i første instans være gode. Men i dag er forældrene ulykkeligvis ikke i stand til at være et eksempel for deres børn med det resultat, at børnene går forkerte veje. Sådanne hellige lærdomme er i dag uddøde i landet Bharat. Det gamle Indiens mødre lærte deres børn gode ting og gode vaner på denne måde:

Stå tidligt op om morgenen til hanens galen,

Tag et bad efter jeres morgenritualer,

Tag ordentligt tøj på.

Spis ordentligt og moderat.

Gå i skole og læs flittigt.

Vind jer et godt navn.

Gå ikke ud, når det regner,

Og gå aldrig hen til grøfterne.

Tag del i sportslege,

Løb og Leg.

Hvis I adlyder alle disse regler,

Får I både sundt helbred og velstand.

(Telugu Digt).

I dag børster både ældre så vel som børn ikke deres tænder ordentligt. Det er derfor, alle slags sygdomme kun spreder sig fra os selv. Vi er selv ansvarlige for både godt og dårligt. Det kommer ikke af sig selv. Når vi udvikler hellige følelser i os, vil vi blive belønnet med gode resultater. Hvis hellige følelser skal slå rod i os, må vi udvikle gode vaner.

”Viden er sandelig bedre end mekanisk handling. Meditation er stadig bedre. Men bedre end meditation er overgivelse af alle handlingers frugt. For en sådan given afkald på alle handlingers frugt vil i virkelighed resultere i frigørelse.”

(Gita – kpt. 12 – vers 12)

Hvis vi, lige fra tidlig morgen til vi går i seng, er engageret i gode aktiviteter, vil det i sig selv automatisk blive til en vane. I virkeligheden behøver landet en sådan ungdom. Hvem er ungdom? Folk opfatter generelt, at drenge og piger i alderen mellem 18 og 20 år udgør ungdom. Dette er ikke rigtigt. Det er kun folk med ædle tanker, der kan anses for at være ungdom. Derfor må man udvikle ædle tanker. Så snart I står op, skal jeres første handling være at gentage det guddommelige navn ”Rama! Krishna! Govinda!” Igen, før I går i seng, skal I gentage det guddommelige navn. Hvis I udfører en sådan gentagelse af det guddommelige navn, vil I altid have gode tanker. Ulykkeligvis glemmer folk i dag helt at gentage det guddommelige navn. Folk tænker, at de er højt uddannede og har høje karakterer, men det vil ikke gøre jer i stand til at betræde den rette sti. Uddannelse, der ikke udvikler spørgsmål til ens eget selv er overhovedet ikke uddannelse! Det vil kun lede til ophidselse! Ren og skær læsning af bøger udgør ikke uddannelse. Læsning af bøger vil kun bidrage til at opnå boglig viden. Det er kunstig viden. Virkelig viden kommer fra hjertet. Når unge mænd og kvinder indser og udbreder denne Sandhed, vil landet udvikle sig i alle retninger.

Kærlighedens Legemliggørelser!

Spild ikke jeres tid med at lære voluminøse bøger og tro, at sådanne bøger vil hjælpe jer med at opnå stor viden. Man burde læse sådanne bøger, der vil hjælpe til kontemplation på det hellige navn. Lad være med at stille jer tilfredsstille med at opnå mere boglig viden. En sådan viden er kun en overfladisk viden. Hvad I i virkeligheden behøver, er viden om Selvet. Stræb efter at opnå den viden. Den manifesterer sig indefra. Den kan ikke opnås fra ydre kilder. Er det ikke rigtigt, at jo mere I graver i flodsengen, jo mere vand kommer der ud af sandet. På samme måde er det, at jo mere I fjerner de dårlige tanker i jer, jo mere manifesteres den hellige viden og hellige tanker i jer. Renhed, Vedholdenhed og Visdom og sådanne andre ædle kvaliteter manifesteres kun fra ens eget hjerte. Først og fremmest må I udvikle hellige og ædle tanker. Men I behøver ikke at have tiltro til al den slags tale. I må altid gå den hellige vej.

Mødrene i gamle tider lærte deres børn sådanne hellige ting. Det er derfor den tids børn hele tiden var engageret i konstant kontemplation på Gud med det resultat, at landet konstant var beskyttet af Gud. Det er ikke kroppen, der er vigtig for os, det er tanken og følelserne. Adskillige folk spørger: ”Hvor er Gud?” Jeg siger til sådanne folk: ”Min kære! Jeg er Gud; du er også Gud.” Dette er Sandheden. Hvorfor skulle vi være bange for at sige denne Sandhed? Gud er allestedsnærværende. Alle er legemliggørelser af Gud! Der er guddommelighed i hvert eneste menneske. Hvis ikke, kan vi ikke leve i denne verden. Det er kun på grund af vor tro på Gud, vi kan overleve i verden i dag. En lille historie for at illustrere denne pointe: ”Der var en mand og kone i en landsby. Konen gentog konstant det guddommelige navn ”Rama! Krishna! Govinda!” og tilbad Gud dagligt. Men manden derimod udførte ingen tilbedelse eller kontemplation på Gud. Men han plejede at udføre sine daglige pligter. Konen følte: ”Åh! Min mand gentager ikke det guddommelige navn – ikke en gang en gang om dagen”. En nat, da manden ikke kunne sove, vendte han sig rastløst fra side til side i sengen. Da han henkastet sagde: ”Rama!” blev hans kone henrykt ved at høre det guddommelige navn komme ud af munden på sin mand, endskønt det ikke var hans intention. Så snart hun stod op næste dag, samlede hun al den ris, de havde i huset, kogte den og gav jublende de fattige folk mad. Manden, der iagttog denne uddeling af mad til de fattige, spurgte hende: ”Hvad er der i vejen! Du laver mad og deler det ud til de fattige i dag. Hvad er den specielle årsag?” Konen svarede: ”I nat hørte jeg det guddommelige navn ”Rama!” komme ud af din mund. Mit hjerte flød over af glæde ved at høre det guddommelige navn fra din mund. Derfor ”denne festlighed”. Manden blev ked af at høre sin kones svar og tænkte ved sig selv: ”Åh! Jeg har installeret Rama i mit hjerte og tilbedt Ham der hele tiden. Er min Rama kommet ud af mit hjerte i dag?”  Adskillige mennesker giver ikke udtryk for deres kærlighed og hengivenhed til Gud. De holder deres hengivelse for sig selv. Men en eller anden dag manifesterer den sig uden for.

Kærlighedens Legemliggørelser! Kontempler på det guddommelige navn, uanset religion, kaste, tro eller køn. I kan altid gentage jeres foretrukne Forms guddommelige navn. Ramakrishna Paramahamsa´s moder lærte sin søn gode ting og formede ham til en stor yogi. Alle mødre bør tage hende som et eksempel og stræbe efter at vise deres børn den rigtige vej. Hvis I konstant kontemplerer og gentager det guddommelige navn, vil det i sig selv rense jeres tanker og følelser. Glem aldrig det guddommelige navn. Hvis I konstant kontemplerer på det guddommelige navn, vil jeres liv helt sikkert blive helliggjort. Kærlighedens Legemliggørelser! Kontempler derfor konstant på det guddommelige navn.

(Bhagavan afsluttede sit guddommelige foredrag med lovsangen ”Rama Rama Rama Sita…”)